Der lød nærmest et ramaskrig, da DAB radioen for alvor kom frem i Danmark. Her var en digital radio, der fordoblede antallet af knivskarpe radiostationer du kunne lytte til – i dag er der hele 18 af slagsen, hvor DR står for hovedparten. Hvis 18 stationer er nok for dig, så er DAB-radioen lige hvad du har brug for … men hvad med de 11.963 andre stationer – fra hele verden – du ville kunne komme til at lytte til, hvis du havde en internetradio?! Ja, hvad med dem?

Via en internetradio får du pludselig adgang til næsten 12.000 radiostationer fra hele verden, og ca. 10.000 podcasts. MetroKult har taget et kig på Vooni – en wi-fi internetradio af svensk oprindelse.

Vooni er en lille transistorradioagtig vidunder, i et meget lækkert sort poleret finish. Som de fleste nok ved, betyder ’wi-fi’ simpelthen, at den har et indbygget trådløst netværkskort, der gør at den automatisk søger efter det nærmeste trådløse netværk. Og hvis du har et sådanne i hjemmet, så er du oppe og køre i løbet af få minutter, da opsætningen er simpel og hurtig. Sikkerhed er jo alt, når vi bevæger os i det trådløse, og Vooni understøtter både WEP og WPA2 kryptering. Der er også mulighed for at tilslutte radioen dit netværkskabel, hvis du mere er til den slags. For retrorytterne, kan vi konstatere at der selvfølgelig sidder en antenne på bagsiden, så hvis du pludselig skulle savne dine skrattene FM-stationer, så er der mulighed for dette.

Navigationen på Vooni er nem og ganske overskuelig, og når du først har opdaget ”menu -> Station list”, så ligger den globale radioverden for dine fødder. Du kan søge på alt – genre, land, popularitet m.m. Så når du er blevet træt af at lytte til de samme sange 15 gange om dagen på P3, hvorfor så ikke se hvad de spiller på den afghanske station ”Sadaye Zindagi”, japanske ”Kuroda” eller ”Radio Espoir” fra Elfenbenskysten?! Du kan også søge på rock, hiphop, gospel, jazz eller hvad med sportsnyheder eller comedy (stand-up i radioen!). Personligt er jeg blevet meget glad for Californiske ”Buzz Radio”.

På bagsiden sidder bl.a. et AUX-stik, der gør at du f.eks. kan sætte din iPod eller MP3-afspiller til – det er også muligt at oprette direkte forbindelse med din computer, så du kan afspille alt dit musik fra computeren på radioen. Der er også et jackstik, så du kan smække et par større højtalere til. Lyden er sådan set udmærket i Vooni’s 5 watts højtaler, men du skal ikke forvente at få en radio der kan fylde hele stuen med perfekt balanceret musik – det er en radio til køkkenet, eller kontoret, og selvom der er arbejdet med både diskant og bas, så er det mest mellemområderne man hører. Der er også indbygget alarm, så teoretisk kan den stå i soveværelset, hvilket jeg dog ikke vil anbefale, da displayet, selv i standby-mode, lyser utroligt meget op, og godt kan virke forstyrrende når man skal sove.

Mulighederne er mange, men der er selvfølgelig også et par minusser. F.eks. er de fire programknapper, som man kan gemme sine yndlingsstationer på, hurtigt opbrugte. Det ville være klædeligt med fire mere. Der er heller ikke nogen måde at gemme stationerne i en mappe, direkte på radioen, så man kan opbygge et bibliotek på den måde. Dette kan dog lade sig gøre – men så skal man igennem sin computer, og gøre det via et website. Jeg savner simpelthen en fiks lille “ad to favorites“-knap.

DAB er en død sild, og internetradioen er kommet for at blive – og Vooni er af så habil kvalitet til pengene, at den bestemt kan være med i overvejelserne, når du skal skifte radio næste gang.

+ nem og hurtig opsætning
+ uendelige lytteoplevelser
for få knapper
for lyst display

Vooni

Internetradio
Pris: 989 kroner
Producent: Vooni

Venligst stillet til rådighed af Vooni.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here