Welcome to the Jungle – Værsgo og spis!
Kannibaler er et vidunderligt folkefærd. Vi møder dem fra tid til anden, som oftest i film og bøger, men også i nyhederne, som når den tossede tysker Armin Meiwes beslutter sig for at udvide sine gastronomiske oplevelser. Lige siden vi lærte at gå på to ben, er der nogle af os der har haft lyst til at smage på naboen, til stor rædsel og væmmelse for de fleste – hvilket lige præcis er grunden til, at det er så potent materiale for alskens gyserfilm. I starten af firserne kom en bølge af ekstreme b-film med kannibalisme som omdrejningspunkt, og film som Cannibal Holocaust og Cannibal Ferox fik de sarte filmanmeldere og censurkommittere til at vende det hvide ud af øjnene. Siden har vi mødt mere civiliserede kannibaler, bl.a. i skikkelse af Hannibal Lecter.
I Welcome to the Jungle møder vi to unge par, Mandi og Colby, og Mikey og Bijou, som beslutter sig for at rejse til Asmat regionen af det sydvestlige Ny Guinea, for at lede efter Michael Rockefeller, som forsvandt der for snart halvtreds år siden. Historien om Michael Rockefeller er baseret på virkelige hændelser, ligesom teorien om at han enten blev spist af kannibaler eller nu bor sammen med dem. De unge par vil videodokumentere at Michael stadig lever, og sælge optagelserne til medierne og tjene en formue på det. Så langt, så godt.
Hele filmen er optaget i samme stil som bl.a. gjorde The Blair Witch Project umådeligt populær i 1999, og senere Cloverfield – altså optaget igennem håndholdt hjemmevideokamera, hvor det er hovedpersonerne der styrer hvad vi ser. Det har i mine øjne aldrig fungeret, og gør det bestemt heller ikke her. Det kan simpelthen ikke forsvares logisk, at man stadig optager mens man bliver jagtet af en flok kannibaler i Ny Guineas jungle, eller et monster i New Yorks gader. Man ville nok smide skidtet fra sig, og løbe for sit liv.
Der er lige så meget plot og karakterudvikling i Welcome to the Jungle som i en amatør pornofilm, og dialogen er nogenlunde på samme højde. Der gøres forsøg på at snige lidt drama ind i handlingen, ved at de to par begynder at skændes imellem hinanden, hvilket ligefrem udvikler sig til had, men det er baseret på en flok unge utiltalende mennesker som man faktisk er fuldstændig ligeglad med hvad der sker med. Det interesserer mig ikke det fjerneste om de dør eller overlever, og så er det svært at leve sig ind i deres gymnasiedrama. Skuespillerpræstationerne er ikke det værste jeg er stødt på, men når filmen kører på den måde som den gør, med at man skal tro på at det er deres egne filmoptagelser, så skal der bare et lille fejltrin til for at man mister illusionen af at det er virkeligt. Og så kan det være svært at se bort fra at filmen er et næsten pinligt plagiat af den legendariske Cannibal Holocaust.
Man burde forvente mere af forfatter/instruktør Jonathan Hensleigh, der før har skrevet manuskript til Hollywood blockbustere som Die Hard 3, Armageddon, The Punisher og Next, men sådan kan det åbenbart gå når man får for frie tøjler. Filmen fik dog heller aldrig biografpræmiere, men blev sendt direkte til DVD.
- Simpelt plot.
- Dårlig dialog.
- Utroværdige karakterer.
+ Filmen er hurtig slut!

Welcome to the Jungle
USA, 2007, Horror
DVD : 83 minutter
Instruktør og Manuskript: Jonathan Hensleigh
Skuespillere: Sandy Gardiner, Callard Harris, Nick Richey og Veronica Sywak.
Venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
Denne trailer er på TYSK, men filmen ER altså på ENGELSK!!!
More from Film & TV
You must be logged in to post a comment.




