Star Trek – en velkommen reboot
I løbet af fire årtier har Star Trek-franchisen bragt os intet mindre end seks tv-serier, ti film og et utal af tegneserier, bøger og spil. Nu er J. J. Abrams (ham med Lost, Alias og Felicity) klar med den 11. film i rækken – og her tager han os med tilbage til begyndelsen. Til USS Enterprises jomfrurejse, og til det første møde mellem Spock, James T. Kirk, Scotty og alle de andre medlemmer af den legendariske første besætning, der var med, da serien tog sin begyndelse dengang i 60′erne.
Hvor de klassiske Star Trek-film og -serier stod som et mindre action-præget og og halvfilosofisk modsvar til Star Wars-filmenes effektjageri, så sætter den nye film fuld knald på faceren og kører på allerhøjeste warp-speed lige fra starten. Personligt har jeg altid sat langt mere pris på Star Wars-filmenes mere farverige og actionfyldte univers, men da den nye film allerede i de første sekunder byder på et kæmpe, kridhvidt rumskib, der tungt glider ind over biograflærredet, mens salen fyldes af en dyb brummen, der går lige i mellemgulvet, er jeg klar til at smide enhver skepsis og ønsker om intellektuelle udfordringer over bord, og bare overgive mig til hvad de næste par timer vil byde på af action, sci-fi og rum-lir.
Det store, hvide rumskib kommer hurtigt under heftig beskydning fra et endnu mere gigantisk romulansk fartøj, hvis arrige Kaptajn Nero (Eric Bana) søger hævn over Føderationen, efter hans hjemplanet er blevet opslugt af et sort hul. Det er derfor op til den nyligt udnævnte Kaptajn George Kirk alene at holde stand mod overmagten, mens skibets øvrige besætning – heriblandt hans fødende kone – flygter i rum-redningsflåder. George Kirk dør heltedøden, og et par årtier senere møder vi hans søn, James T. (Chris Pine), der i fuld James Dean-stil fræser målløst rundt på en motorcykel, indtil den gode Kaptajn Pike får ham overbevist om at melde sig som kadet på Stjerneflådens akademi.
Her møder han bl.a. den grønblodede og logisk tænkende Spock (Zachary Quinto), som han formår at prikke gevaldigt til, da det lykkes ham at bestå en prøve, som den superintelligente Spock ellers havde designet til netop ikke at kunne bestås. Kirk anklages for snyd og miseren er tæt på at koste ham pladsen på akademiet, men inden sagen kan finde en afgørelse, bliver alle kadetter indkaldt til tjeneste, da Spocks hjemplanet, Vulcan, bliver truet af den stadig lige hævngærrige Kaptajn Nero. Af omveje ender både Spock, Kirk og de andre kendinge fra serien under Kaptajn Pikes ledelse på USS Enterprise, men da romulanerne kidnapper kaptajnen er det op til kadetterne at afværge den dødbringende trussel mod Føderationen – og ikke mindst at finde en måde at samarbejde på trods forskelligheder.
J. J. Abrams‘ reboot af Star Trek-franchisen er et stilsikkert festfyrværkeri af action, kække replikker og en tilpas snert af karakterstudier. Især er den splittede Spock en interessant figur, der som halvt menneske og halvt vulcan konstant er i konflikt med sin egen natur, og hverken er i stand til at omfavne Vulcans strenge overholden af logikken eller at anerkende sine egne følelser.
Der vil uden tvivl være masser af diehard-fans derude med store bekymringer for, hvordan rebooten nu vil spille ind i en mytologi, der efterhånden har mere end fyrre år på bagen. Men det er nu ikke noget, som ikke kan klares med lidt tidsrejser og antydninger om et alternativt univers. Hermed sikrer J. J. Abrams sig friheden til at gøre, hvad han vil med karaktererne i både denne film, og hvad der end måtte komme efter. Og som en ekstra bonus giver tidsrejserne mulighed for en gæsteoptræden fra selveste Leonard Nimoy (den oprindelige Spock), og alene derfor må man nikke anerkendende til denne serieuniversernes evige nødløsning.
Ligesom Spock må tilskueren indstille sig på, at logik bestemt ikke er alt, hvis man skal nyde en film som Star Trek. F.eks. er det lidt bizart, at man i et univers, hvor man er i stand til at beame folk fra et warp-speed rumskib til et andet, stadig er nødt til at bruge halvustyrlige faldskærme for at lande på en af romulanernes gigantiske boreplatforme. Men den slags efterrationaliseringer kan man simpelthen ikke bruge til noget i et univers som Star Treks. Og er man villig til at lade logikken hvile i de to timer og seks minutter, som filmen varer, er man garanteret et hæsblæsende og underholdende rumtrip.
+ Mere action og humor end nogen anden Star Trek-film
+ Leonard Nimoy
- Lige lovlig lang i spyttet
- For få storslåede, fremmede planeter
Star Trek
2009, USA, Sci-fi/Action/Eventyr
Biograf : 116 minutter
Budget : 150 millioner dollars
Instruktør: J. J. Abrams
Manuskript: Roberto Orci, Alex Kurtzman
Skuespillere: Chris Pine, Eric Bana, Wionna Ryder, Simon Pegg, Zachary Quinto m.fl.
Filmen har præmiere i dag i landets biografer.
More from Film & TV
You must be logged in to post a comment.
