Pseudointellektuelt hjernegymnastik – Synecdoche, New York
De løjerlige films ubestridte mester, manuskriptforfatteren Charlie Kaufman, er hoppet over i instruktørstolen og har egenhændigt iscenesat sit nyeste manuskript med den umulige titel: Synecdoche, New York. Desværre synes filmen mest af alt at være et bevis på, hvor meget manden har brug for en Spike Jonze eller en Michel Gondry til at holde ham i ørerne.
Charlie Kaufman er kendt som manden bag manuskriptet til forunderlige, opfindsomme og dybt originale film som Eternal Sunshine of the Spotless Mind (instrueret af Michel Gondry) og Being John Malchovitz (instrueret af Spike Jonze). Med Synecdoche, New York har han for første gang kastet sig over instruktørrollen, men det betyder nu langt fra at originaliteten og skævheden er gået fløjten – tværtimod synes begge dele her at køre lige lovlig meget på frihjul.
I Synecdoche, New York har den lettere pylrede teaterinstruktør Caden Cotard (Philip Seymour Hoffman) rod i både familielivet og afføringen. Samtidig med at hans kone Adele (Catherine Keeneer) beslutter sig for tage til Berlin sammen med datteren for at dyrke en karriere som billedkunstner, rammes Caden af en mærkelig sygdom, der langsomt lukker hans kropsfunktioner ned, så han efterhånden har svært ved simple ting som at synke og græde.
Cadens flirterier med den søde billetluge-dame, Hazel (Samantha Morton), synes ikke at bære det store held med sig, men lykken ser ud til at vende, da Caden bliver tildelt et legat, der gør ham i stand til at iscenesætte det store teaterprojekt, han altid har drømt om.
Stykket skal være så tæt på virkeligheden som muligt, og Caden samler derfor en stor gruppe skuespillere i en gammel hal i New York, hvor han får opbygget en del af byen som kulisser, imens skuespillerne instrueres til at spille Caden selv og de mennesker, der omgiver ham. Mens Cadens liv og teaterstykket flyder mere og mere sammen (manden der spiller Caden (Tom Noonan) har i øvrigt stalket ham i mere end 20 år – hvilket netop kvalificerer ham til rollen), prøver han desperat at finde ud af, hvad der er sket med ekskonen og datteren. Og da Adeles rengøringskone, Ellen, pludselig bliver blandet ind i sagerne, bliver grænsen mellem fiktion og virkelighed fuldstændig opløst.
Forvirrende? Jo, det er det vel, men det er nu ikke nødvendigvis en dårlig ting, og Synecdoche, New York har langt mere alvorlige problemer. Det værste er egentlig, at der simpelthen er alt for mange bolde i luften, til at man formår at interessere sig mærkbart for de enkelte historier. Især scenerne der involverer jagten på datteren Olive, der pludselig er vokset op til at blive en lige lovlig plat parodi på en feministisk Berliner-kunstner, virker for denne biografgænger fuldstændig irrelevante og dybest set temmelig kedsommelige.
Det er ellers ikke fordi, det skorter på gode ideer, interessante anslag, og spændende motiver – f.eks. er det ret morsomt, at billet-damen Hazel frivilligt flytter ind i et hus, der konstant står i flammer – men filmen har alt for travlt med at toppe sine egne absurditeter, til på noget tidspunkt at blive vedkommende, og med en tilsyneladende insisteren på sært for særhedens skyld ligner Synecdoche, New York egentlig lidt en dårlig imitation af Charlie Kaufman. At det så passer vældig godt med filmens dobbeltgængertema er på ingen måde et forsonende træk.
Især filmens anden halvdel er lidt af en hård nyser at komme igen, og her tenderer Charlie Kaufmans hjernelege det selvfede, og det virker lidt som om filmens tiltagende kringlethed og de voldsomme diskussioner om kunst og liv og død skal stå som et værn, der er klar til at slå enhver kritiker i hovedet med et: ”det er bare fordi, du ikke er intelligent nok til at fatte det!”.
Men helt ærligt, en eller anden burde virkelig fortælle hr. Kaufman, at dystert og tragisk ikke nødvendigvis er det samme som dybt, og at filmen med pointer som ‘livet går hurtigt’, ‘vi har det alle af h… til’ og ‘alle er hovedkarakterer i deres eget liv – men uden publikum’ er nogenlunde lige så ”højpandet” som en depressiv Ga-Jol-æske.
+ Dianne Wiest, der gør de sidste 20 min. af filmen nogenlunde til at holde ud at se på.
- Vanvittig overprætentiøs og selvfed film
Synecdoche, New York
USA, 2009, Komedie/Drama
Biograf : 124 minutter
Budget : 21 millioner dollars
Instruktør & Manuskript: Charlie Kaufman
Skuespillere: Philip Seymour Hoffman, Catherine Keener, Sadie Goldstein, Tom Noonan og Dianne Wiest m.fl.
More from Film & TV
You must be logged in to post a comment.
