Antichrist – En manipulerende satan
Jeg er skrupforvirret. Jeg føler mig manipuleret, angrebet, sært underholdt, lettere kvalm, arrig, opløftet, rundtosset og – overraskende nok, mit køn taget i betragtning – en lille bitte smule kvindefjendsk. Jeg har lige set Antichrist.
Lars von Trier har som den store provokatør altid været garant for film, der går til stregen og med enkelte scener også stritter et godt stykke ud over den. Der er de omdiskuterede kirkeklokker i skyerne i slutscenen af Breaking the Waves, der så voldsomt bastant insisterer på hovedpersonen Bess’ udlægning af virkeligheden (nemlig at Gud findes). Der er pornoscenen i Idioterne, hypnose-scenen der ender med et pest-udbrud i Epidemic, og der er den ublu henrettelsesscene i Dancer in the Dark.
Trier er en drilsk og voldsomt manipulerende instruktør. Men hvor jeg normalt føler, at jeg er med på spørgen, når jeg ser en Trier-film, aner jeg denne gang virkelig ikke, hvilken side jeg står på. Er jeg som tilskuer til grin, eller kan jeg gennemskue galskaben?
Scener fra et fucked-up ægteskab
Antichrist er inddelt i kapitler og indledes med en hyperpoetisk prolog i sort/hvid, slowmotion og tilsat lidt Händel, hvor et passioneret samleje mellem ægtefolk på tragisk vis kulminerer med, at deres barn falder ud af vinduet.
Kvinden (Charlotte Gainsbourg) bliver så overvældet af sorg, at hun må tilbringe en måned på hospitalet. For at få hende tilbage på ret køl overtager hendes lettere bedrevidende psykolog-mand (Willem Dafoe) behandlingen. Dette fører til en række kognitive eksperimenter, og da det lykkedes ham at fravriste hende, at hendes største frygt er at opholde sig i skoven omkring deres hytte ”Eden” (ah ja, symbolikken er sirups-tyk), tager han hende med derop, så hun kan konfrontere sin frygt.
Men som kvinden selv siger, skal man ikke undervurdere Eden, og den ellers så smukke natur bliver pludselig mere og mere faretruende i takt med at psykosen forværres. Ægteparrets interne kampe glider over i en symbolsk kamp mellem rationalitet og ukontrollerede følelser, og i filmens anden halvdel kammer det helt over i et voldsomt og sært sammensurium af pseudo-kristne allegorier, klaustrofobiske close-ups, selvmutilation, og ”naturen-som-Satans-kirke”, hvor selv et agern fungerer som et memento mori.
Visuel kompromisløshed
Antichrist er en gennemført ufin film, der konstant bryder med de rammer, den sætter op, og den er fyldt med drilske og besværlige indslag som førnævnte poetiske elskovsscene, der pludselig tilsættes en pornografisk penetreringssekvens, og lidt senere bliver man konfronteret med en lige lovlig kæk ræv, der pludselig taler til kameraet!
Om det her er Trier, når han er mest kompromisløs, eller når han er mest lallende, er umiddelbart svært at svare på. Formentlig er der tale om en uskøn og halvgenial blanding, der gør det svært at vurdere, hvor alvorligt man egentlig skal tage temaer som ”den lille mands angst over kvindens åh så onde og uforståelige seksualitet”.
De distancerede dialoger mellem de to hovedkarakterer virker sært dragende og ligner art-film, som vi kender det, men da horror-genren i stigende grad forsøger at blande sig, kører den så langt ud, at jeg til sidst tænker ”okay, men så vil jeg dælme også se Satan i egen person! Ja, nu vil f… have en scene, der svarer til de rungende kirkeklokker i Breaking the Waves – bare med omvendt fortegn!” Men selvfølgelig er Trier så tilpas skælmsk, at jeg stadig er i tvivl om, hvorvidt jeg får serveret det ønskede.
Trier selv beskriver filmen som det nærmeste han kommer på et skrig, og man fristes til at kalde den et skrig fra en forkælet møgunge, der råber: ”se mig, se mig!” Men heldigvis er det ikke en hvilken som helst møgunge, vi her har med at gøre, og filmen reddes især hjem af sin kraftige insisteren på at være visuelt bjergtagende og underfundig.
Antichrist vil dele vandene – og man vil enten elske eller hade den, lyder det igen og igen i den allerede ganske omfattende omtale, filmen har kastet af sig. Derfor vil jeg, kontrær som jeg er, placere mig et sted kun lige over midten, da jeg hverken er i stand til helt at elske eller hade dette monstrum af en film. Ja, måske bliver jeg aldrig helt sikker på, hvad jeg egentlig synes om den.
+ Art-film horror
+ Anthony Dod Mantles smukke og gruopvækkende billeder
- Art-film horror
- Øjeblikke, der tenderer det platte og det overprætentiøse
Antichrist
Dansk/Engelsk, 2009, Horror
Biograf : 100 minutter
Instruktør og Manuskript: Lars von Trier
Skuespillere: Willem Dafoe, Charlotte Gainsbourg
More from Film & TV
You must be logged in to post a comment.
