Mange danskere dør alene – statistikken siger næsten hver tiende – og det er ofte først når lugten rammer naboerne, at det går op for omverdenen at de enlige, og somme tider ensomme, ikke længere er iblandt os. Når dette sker, efterlyser kommunen eventuelle pårørende i avisen. Hvem var disse mennesker? Hvorfor blev de enlige? Hvorfor dukkede der ikke nogen op til deres bisættelser? Ida Holst har i over et år efterforsket skæbnerne bag 11 af disse dødsannoncer, og det er der kommet en samling meget spændende interviews med efterladt venner, bekendte og naboer ud af. Ida Holst’ tekster er en intim og næsten kærlig rejse ind i ensomme og skrøbelige menneskers sidste år på jorden. Metrokult har taget en snak med forfatteren.

Metrokult: Kan du ikke starte med at fortælle lidt om dig selv?

Ida Holst: P.t. er jeg jobsøgende efter at jeg blev fyret fra Netdoktor, hvor jeg har været produktchef i 2 år. Først sad jeg som produktchef på Netdoktor i et år, og så blev jeg forfremmet til produktchef for Netdoktor Babyklub. Jeg har en bachelor i Levnedsmiddelteknologi fra Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole samt en mastergrad svarende til Cand. Merc. (Master of Commerce with major i marketing) fra The University of Sydney, Australien. Jeg arbejder altså ikke med noget, der relaterer til dette projekt. Interessen for de svageste i samfundet har jeg nu ikke fra fremmede. Min mor Birgitte Brun har været chefpsykolog på Sct. Hans Hospital i 35 år, og min mormor Gudrun Brun var børnepsykiater. Begge har de gennem deres fag arbejdet med nogle af samfundets svageste.

Metrokult: Hvor stammer ideen til at lave dette projekt fra?

Lige siden jeg var barn, har jeg tænkt på, hvorfor nogle mennesker endte deres liv med en efterlysende dødsannonce. Hvem var de mennesker, og levede de virkelig så ensomt? I foråret 2005 læste jeg nogle artikler i URBAN om dette emne. Artiklerne var skrevet af Anders Lund Madsen. Han havde efterforsket skæbnerne bag to dødsannoncer, og jeg fik så idéen til at gå mere i dybden med emnet. Jeg mødtes med Anders Lund Madsen et par gange, og han opfordrede mig til at gå i gang med projektet.

Metrokult: Det har taget dig næsten et år at færdiggøre projektet. Har det været svært/nemt at holde gejsten?

Det har ikke været svært, at holde gejsten, men det har ind i mellem været meget svært at finde informationer om de afdøde. Nogle har levet så anonymt, at ingen stort set har kendt dem. Det er lidt trist. Men de steder hvor der var informationer at få, der har jeg fået dem, selvom det ind i mellem har været svært. Alle de afdødes venner har gerne ville tale med mig, men de offentlige instanser har ikke altid været lige venlige. Nogle præster har ment, at de intet kunne sige pga. tavshedspligt, mens andre præster uden problemer har givet mig alle relevante oplysninger om de afdøde.

Metrokult: Har der været personlige grænser du har måtte overtræde i projektet?

Jeg har uden tvivl været i situationer, som mange ville finde grænseoverskridende. F.eks. har jeg været til 3 bisættelser, hvor jeg var den eneste, der mødte op. Det er en meget speciel situation, men for mig var det ikke grænseoverskridende. I andre kulturer er det helt normalt at møde op til en begravelse selvom man ikke har kendt den afdøde. Man kan godt vise respekt alligevel, og sådan har jeg følt det. For mig var det ikke forkert at være til stede. Ved én af bisættelserne bad bedemanden mig om at være med til at bære kisten ud. Det var næsten grænseoverskridende, for det har jeg aldrig prøvet før, men jeg gjorde det, og jeg var glad for det bagefter. Vi var 4, der bar kisten, og bedemanden sagde, at hvis ikke jeg havde været der, så var kisten blev rullet ud, og det syntes hun ikke var rigtigt. Hun foretrak, at kisten blev båret ud, og det gav jeg hende ret i. Det er en smuk afslutning på en bisættelse, at kisten bæres ud.

Metrokult: Hvad er den bedste og værste oplevelse du har været ude for?

I værtshuset på Frederikssundsvej mødte jeg ”Grethes bedste ven”. Grethe var en af de 11, der fik en efterlysende dødsannonce i avisen. Hun døde af knoglekræft, og hendes ven holdt hende i hånden, da hun sov ind. Han var et utrolig fint menneske, og det var rørende at se den kærlighed han havde overfor Grethe. Hun døde ikke alene.

Den værste oplevelse var at høre om Preben Carlo Jensen, som blev svigtet af systemet. Han var en særling, og da han faldt på gaden, kom han hjem efter kun 2 dage på hospitalet. Han kunne ikke komme på gaden, men det havde systemet ikke ressourcer til at tage sig af. I en måned levede han af kiks, for han havde ikke andet. Da hans overbo tilfældigt fandt ham, var det for sent, og han døde efter en måned. Hun prøvede at få ham indlagt, men hun fik at vide, at det var han ikke syg nok til.

Metrokult: Hvad har reaktionerne på dit projekt været?

Generelt har de afdødes venner været meget søde og hjælpsomme. Ligegyldigt om de boede i en smuk villa i Gentofte, eller havde deres liv på et værtshus, så har de været positive overfor projektet. Alle har givet mig en meget fin behandling, og jeg skylder de afdødes venner stor tak, fordi de ville tale med mig. Én gang blev jeg dog truet på et værtshus, fordi en af stamgæsterne ikke ville høre om ”så sørgeligt et emne”. Heldigvis var han mere interesseret i bartenderen end mig, så kort efter kunne jeg fortsætte min samtale med afdødes ven uden at støde nogen.

Det har været en blandet oplevelse at komme i kontakt med det offentlige system. På et kirkekontor var kordegnen og kirketjeneren direkte ubehagelige. De to kvinder sagde næsten hoverende ”du får ikke noget at vide”. Pudsigt nok var præsten i kirken meget mere imødekommende, da jeg kort efter henvendte mig direkte til ham. Han gav mig den prædiken, som han havde holdt ved den afdødes bisættelse, og han formidlede desuden kontakt til en af afdødes venner. Det er pudsigt at man kan blive modtaget så forskelligt i den samme kirke.

Min familie og venner har generelt været positive overfor arbejdet. De synes nok, det var et lidt specielt emne at beskæftige sig med, men de har alligevel spurgt ind til emnet, og været meget interesserede. På min blog har jeg kun fået positive henvendelser, og her har jeg mærket en stor interesse for projektet.

Metrokult: Hvad har du fået ud af projektet?

Jeg har lært, at skæbnerne bag de ukendte dødsannoncer, kan være meget forskellige. Man kan ikke rede alle over én kam. Faktisk kan man selv ende med en sådan dødsannonce, hvis ikke man får børn og hvis man overlever hele sin familie. Det er en lidt skræmmende tanke.

En vigtig ting, som projektet også har lært mig er, at det kan være fatalt at ende sit liv alene, og at det er vigtigt, at vi er der for de af vores venner, der ikke har et stort netværk. Kender man et menneske, som man ved lever alene, skal man tænke over, om man selv er den nærmeste til at hjælpe, hvis vedkommende bliver syg. Det betyder, at man bør have en nogenlunde jævnlig kontakt f.eks. ved at ringe regelmæssigt.

Metrokult: Kunne du forestille dig at fortsætte projektet?

Jeg føler ikke, det er relevant at efterforske flere skæbner, men jeg vil gerne holde fast i den problemstilling, der ligger i, at så mange ender deres liv alene. Man kan ikke bare henholde sig til, at det er det enkelte menneskes ansvar, at man dør alene. Vi har som medmennesker og som samfund store muligheder for at beskytte udsatte mennesker mod ensomheden.

Metrokult: Skal tekstsamlingen ‘Pårørende Efterlyses’ udgives?

For nylig blev jeg kontaktet af sociolog Michael Hviid Jacobsen, som havde læst om mit projekt på min blog. Han har skrevet speciale om døden, og han fandt min praktiske tilgang til emnet interessant. Vi er i øjeblikket ved at skrive en artikel til tidsskriftet Social Kritik, som bliver udgivet til efteråret. Her vil nogle af skæbnerne fra mit projekt blive nævnt. Desuden blev vi interviewet til B.T. d. 3. maj 2009, og her blev nogle af skæbnerne fra mit projekt ligeledes nævnt HER.

Om der kommer en bog ud af projektet ved jeg ikke, men jeg vil naturligvis være åben hvis et forlag viser interesse for projektet. Desuden vil jeg naturligvis gerne holde foredrag om projektet, hvis nogen er interesserede.

Du kan læse alle Ida Holst’ portrætter her:

Kapitel 0. Indledning
Kapitel 1. Astrid Juliane Due
Kapitel 2. Grethe Corneliussen
Kapitel 3. Sigrid Hansen
Kapitel 4. Friedrich Clausen Schneider
Kapitel 5. Wilton Petersen
Kapitel 6. Ammar Allouache
Kapitel 7. Finn Hendriksen Koldbæk
Kapitel 8. Erik Otto Jensen
Kapitel 9. Preben Carlo Jensen
Kapitel 10. Ellen Victoria Petersen
Kapitel 11. Esther Kirstine Christensen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here