Den utrolige historie om Kavalier & Clay” tager sin begyndelse i skæbneåret 1939, hvor Nazisternes magtopbyggelse i Europa er ved at nærme sig den erklærede krig, og hvor superheltenes guldalder i USA er ved at tage sin begyndelse, med skabelsen af Superman og Batman, i spidsen for en lang række kulørte forkæmpere for frihed og retfærdighed – mest retfærdighed i første omgang – med, især, Chester Gould’s ”Dick Tracy”, men også Tarzan, Fantomet og adskillige rumeventyrere, som forbilleder i bekæmpelsen af farverige, men dog ”almindelige”, forbrydere.

Men med 2. Verdenskrigs udbrud kom Guldalderens superhelte til at spille en aktiv rolle i den patriotisk politiske propaganda, især nu som frihedens forkæmpere, med Hitler selv og forskellige Nazi- superskurke som tæskebolde. Samtidig var der stadig tale om glimrende eskapisme, med en særdeles ungdommelig målgruppe; Seriehæfterne var rettet mod en generation, som for første gang siden depressionen havde lommepenge tilovers… så de 10 cents var der naturligvis kamp om.

For Samuel Klayman, den ene halvpart i det der skal blive makkerskabet Kavalier & Clay, er det længslen efter frihed = penge (men også gerne berømmelse), der driver værket.. Han er ambitiøs, og har især forfatterhåndværket som mål. Dog, som pragmatisk anlagt Brooklynjøde har han altid fingeren på tidens økonomiske puls, og er særligt opmærksom på illustrationsvirksomhed og især de nye tegneseriehæfter. I lighed med fx Bob Kane, Batmans skaber, er han ikke nogen genial tegner (han kopierer således lystigt), men han har en god fornemmelse af litteraturen, tiden og især superheltens psykologi og motivation; særligt det eskapistiske element, fanget, som han føler sig, i en lille poliohalt krop på bunden af et klaustrofobisk Brooklyn. Han drømmer Houdini’ske drømme om forvandling.

Derfor er han lige manden/drengen der kan samle talenter til at fylde et nyt superheltehæfte – i løbet af én Weekend! – for EMPIRE NOVELTY COMPANY, der, som leverandører af billigt ragelse og spøg og skæmt til Amerikas drenge, kan li ideen om at kunne reklamere for stadset i egne blade i stedet for at punge ud til bagsiden på Action Comics. Og når så ejerens svoger ligefrem ejer pulpforetagendet Racy Publications!.

Hvad Samuel Klayman, eller Sam Clay som han skifter navn til, mangler for at komme videre med sine ideer, er en talentfuld partner, og han dukker op i form af fætteren Joe Kavalier – flygtning fra Prag, tryllekunstner og udbryderkonge, (eller i det mindste udbryderkongeelev) – og allervigtigst; han har studeret på kunstakademiet i Prag i to år … han kan tegne!! Joe’s første udkast til en superhelt baserer han, idet han aldrig har hørt om superhelte eller seriehæfter før, på Pragghettoens berømte lerbeskytter Golem, som har spillet en rolle i de, i sandhed, spektakulære begivenheder omkring hans flugt fra Europa. Og med beskrivelsen af den tegning han kradser ned, kommer man for første gang til at tænke på superhelteseriernes konge; Jack Kirby, som hele romanen også er en hyldest til. Alle involverede er dog enige om at denne helt nok er en kende for Jødisk.

Og det bliver hovedsagelig Sam Clay der, bevidst og ubevidst, udvikler hovedelementerne i ”Eskapistens” figur, baseret, delvis på Joe Kavaliers baggrund og færdigheder, delvis på sine egne forløsningsdrømme; ”Eskapisten” kæmper ”for befrielsen af alle der er i slaveriets bånd”, imod ”Jernlænkens onde kræfter, i Tyskland eller hvor de ellers viser deres grimme hoveder”. Med støtte fra ”Den Gyldne Nøgles Forbund” og ved hjælp af den ”Gyldne Nøgle”, der forvandler Tom Mayflower, med det lamme venstreben, til frihedens mægtige forsvarer. Igen falder flere af Jack Kirby’s figurer i tankerne; Den mægtige Thor/den halte Donald Blake og især udbryderkongen ”Mister Miracle”.

Med denneRadio Comics” Superman som redskab bliver EMPIRE NOVELTY COMPANY’s ejere rige, mens skaberne bliver halvt (kun halvt) snydt, som den klassiske historie om seriehæfternes barndom jo går. Og gennem romanens blanding af virkelige og fiktive forlag og serieskabere, får vi også den journalistisk gennemresearchede, men kunstnerisk frit omformede historie om superheltenes Guldalder; fra starten med Superman i slutning af 30’erne, til industrien blev lagt i lænker i 1954, da senatshøringer endte med forlagenes selvcensur; ”The comics code”.

Indirekte får vi også historien om copyrightkampen mellem forlaget DC’s Superman og forlaget Fawcett’s Captain Marvel; DC’s kamp mod alle forlag, hvor de hævdede at en lang række superhelte var Supermanplagiater ER med i bogen, og det fiktive forlag som udgiver ”Radio Comics” og ”Eskapisten” virker delvist (kun delvist, ENC er OGSÅ DC og alle de andre forlag) Fawcett inspireret; med vægt på gode skribenter (Otto Binder) og fremragende tegnere. Når Joe Kavalier’s modne elegant/realistiske stil beskrives, kommer jeg til at tænke på Mac (to good for comics) Raboy, der især tegnede Captain Marvel Jr. for Fawcett.. Og prøv at sammenligne ”Eskapisten”s dragt med CM jr’s … gul(d) på blåt!!

Jeg anbefaler Michael Chabons essay om superhelte og deres uniformer; Secret Skin.

Romanen er dog meget mere end et portræt af Guldalderens New York, og de jødiske forlæggeres og serieskaberes opfindelse af et helt nyt medie og en helt ny heltetype.

Sandt at sige kommer vi med Joe Kavalier vidt omkring; fra det gammeljødiske Prag, hvor han må efterlade sin familie, over Japan til New York, hvor han lader sin papirgolem, ”Eskapisten”, holde slagfest bland Europas undertrykkere, men hvor han også begynder at knytte nye venskabs- og kærlighedbånd, videre til hans klaustrofobiske krigstjenestegørelse på en Antarktisk lyttestation, i bedste Jørgen Riel stil, og endelig følger vi ham så på hans kringlede, alternative og meget magiske manøvreringer på vej tilbage til de mennesker han elsker.

Meget mere end det her er en fortælling om den Amerikanske drøm (hvad det også er), er det historien om lænker der skal kastes, kasser der skal undslippes og forvandlinger der skal udføres før livet åbner, eller genåbner, sig. Det gælder begge vores hovedpersoner, og jeg kan kun på det stærkeste anbefale at man følger deres både gribende og underholdende escape-acts.
Det er en bog hvor temaernes, metaforikkens og tidsbilledets brikker falder præcist på plads i puslespillet, så når vi præsenteres for både Golem, Harry Houdini og adskillige kendte serieskabere, er der ikke tale om sluddervorn postmodernistisk namedropping. Det giver alt sammen mening, og den poesi hvormed visse tråde knyttes er … næsten magisk.

Som en yderligere anbefaling til det superhelteelskende folk, må det virke, at det i denne roman er lykkedes for Michael Chabon at give så effektivt et litterært liv til sine fiktive tegneseriehelte, at flere forlag straks gik på jagt efter rettighederne til at bruge dem til ”rigtige” tegneserier. Michael Chabon og andre særdeles markante forfattere og tegnere, har for ”Dark Horse Comics” udgivet en række af de ”klassiske” Kavalier & Clay guldalderserier.

+ Fremragende tidsbillede med en guldaldertegneseries vitalitet

karakterskala_08

Den Utrolige Historie om Kavalier & Clay

Skrevet af Michael Chabon
608 sider
149,95 kroner

LINK: Borgen

LINK: Michael Carbons Secret Skin

LINK: The Amazing Website of Kavalier & Clay

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here